Menu

Vedtægter

§ 1 Navn og hjemsted
Foreningen Hårlev BK er stiftet den 3. februar 2017 og har hjemsted i Hårlev By, Stevns kommune.
Foreningen er tilsluttet DBU (specialforbund/unioner) under Danmarks Idræts-Forbund (DIF) og er underlagt disses love og bestemmelser.

§ 2 Formål
Foreningens formål er at dyrke fodbold og med udgangspunkt i fællesskabet og det sociale liv i klubben at udbrede kendskabet til denne idræt. Det er endvidere foreningens formål at udvikle medlemmernes lyst til at engagere sig og tage et medansvar i foreningen.

§ 3 Medlemskab
Som aktivt medlem kan optages enhver, der er fyldt 2 år.
Optagelse af passive medlemmer kan ske uanset alder. Passive medlemmer har ikke adgang til selve idrætsudøvelsen, men er valgbare til bestyrelsen.

Medlemmerne er forpligtet til at overholde foreningens vedtægter og leve op til foreningens formålsbestemmelse.

Endeligt afslag på medlemskab af foreningen, skal efter anmodning fra den der ønsker medlemskab, forlægges generalforsamlingen.

§ 4 Indmeldelse
Indmeldelse skal ske online via indmeldelsesblanket på klubbens hjemmeside. For medlemmer under 18 år skal indmeldelsesblanketten udfyldes af forældre eller værge. Såfremt online indmeldelse ikke er muligt for det kommende medlem, kan man efter skriftlig henvendelse få hjælp til indmeldelse af bestyrelsen.

§ 5 Udmeldelse
Udmeldelse skal ske skriftligt til kassereren med en måneds varsel til udgangen af en kontingentperiode. I forbindelse med udmeldelse skal medlemmets eventuelle økonomiske mellemværender med foreningen afvikles.

§ 6 Kontingent
Kontingentet fastsættes af generalforsamlingen. Indbetalingsterminer og opkrævningsform fastsættes af bestyrelsen.

§ 7 Restance
Kontingentet skal være betalt inden udgangen af forfaldsmåneden. Er kontingentet ikke betalt til forfald, betragtes man som værende i restance og kan ikke deltage i klubbens aktiviteter før restancen er afviklet.

§ 8 Udelukkelse og eksklusion
Et medlem kan udelukkes midlertidigt eller permanent (eksklusion), såfremt vedkommende handler til skade for foreningen, eller såfremt vedkommende ikke opfylder sine medlemsforpligtelser.

I sager om udelukkelse har medlemmet krav på at blive hørt, inden bestyrelsen træffer sin afgørelse.

I sager om eksklusion har medlemmet desuden krav på (jf. §3), at sagen afgøres på førstkommende generalforsamling, og at sagen sættes på dagsordenen som et særligt punkt.

En generalforsamlings beslutning om eksklusion kræver samme majoritet som ved ændring af foreningens vedtægter.

§ 9 Ordinær generalforsamling
Generalforsamlingen er foreningens øverste myndighed i alle anliggender. Ordinær generalforsamling afholdes én gang årligt inden udgangen af februar måned.

Indkaldelse med angivelse af dagsorden og indkomne forslag skal finde sted skriftligt med fire ugers varsel via online medier.

Forslag, som ønskes behandlet på den ordinære generalforsamling skal være indsendt skriftligt til bestyrelsen senest to uger før generalforsamlingens afholdelse. Er der indkommet forslag, fremsendes disse til medlemmerne sammen med dagsorden sådan, at dette er medlemmerne i hænde senest en uge før generalforsamlingen.

Alle foreningens medlemmer, samt hvem bestyrelsen måtte indbyde, har adgang til generalforsamlingen.
Alle medlemmer (aktive og passive) har stemmeret, såfremt medlemmet ikke er i kontingentrestance.

Forældre/værge til medlemmer under 16 år overtager automatisk barnets/den unges stemmeret. Hvert medlem har én stemme. Der kan kun stemmes ved personligt fremmøde.

En rettidig indvarslet generalforsamling er beslutningsdygtig uanset de fremmødtes antal.

§ 10 Dagsorden
Dagsorden for den ordinære generalforsamling skal mindst omfatte følgende punkter:
1. Valg af dirigent og referent
2. Bestyrelsens beretning for det forløbne år
3. Forelæggelse af årsrapport (inkl. revideret regnskab) for det forløbne år til godkendelse
4. Forelæggelse af bestyrelsens budgetforslag for det kommende år til godkendelse
5. Fastsættelse af kontingent
6. Behandling af indkomne forslag
7. Valg af formand (i lige år)
8. Valg af kasserer (i ulige år)
9. Valg af sekretær (i ulige år)
10. Valg af to øvrige bestyrelsesmedlemmer (i ulige år)
11. Valg af to øvrige bestyrelsesmedlemmer (i lige år)
12. Valg af to suppleanter til bestyrelsen (vælges for ét år ad gangen)
13. Valg af revisor
14. Eventuelt

§ 11 Generalforsamlingens ledelse
Forhandlingerne på generalforsamlingen ledes af en dirigent, der vælges af generalforsamlingen
Beslutninger træffes ved almindeligt flertal. Dog kræver vedtægtsændringer og beslutning om foreningens opløsning kvalificeret flertal, jf. §§ 17 og 18.

Afstemning skal foretages skriftligt, såfremt fem medlemmer forlanger det. Ved personvalg dog på forlangende. Der udfærdiges et referat over generalforsamlingens beslutninger. Referatet godkendes af dirigenten.

§ 12 Ekstraordinær generalforsamling
Ekstraordinær generalforsamling kan til enhver tid indkaldes af bestyrelsen og skal indkaldes, når mindst en femtedel af foreningens stemmeberettigede medlemmer skriftligt over for bestyrelsen fremsætter ønske herom med en angivelse af det emne, som ønskes behandlet.

Generalforsamlingen skal afholdes senest fire uger efter begæringens modtagelse. For så vidt angår krav til indkaldelsen, mødets ledelse, afstemning m.m. gælder de samme bestemmelser som for den ordinære generalforsamling.

§ 13 Bestyrelsen
Bestyrelsen er foreningens daglige ledelse og repræsenterer foreningen i alle forhold. Bestyrelsen kan nedsætte nødvendige udvalg til varetagelse af løbende eller enkeltstående opgaver.

Bestyrelsen fastsætter selv sin forretningsorden. Bestyrelsen er kun beslutningsdygtig, når mindst 3 af dens medlemmer, herunder formanden eller kassereren, er til stede. Der føres protokol over bestyrelsens forhandlinger.
De vedtagne beslutninger og foretagne handlinger forpligter foreningen i henhold til vedtægterne.

Bestyrelsen består minimum af en formand, en kasserer, en sekretær og op til yderligere 6 almene medlemmer. Medlemmerne vælges forskudt for to år ad gangen på den ordinære generalforsamling. Derudover vælges der op til 3 suppleanter for ét år ad gangen.

Formanden og bestyrelsesmedlemmer med numrene 2, 4 og 6 er på valg i lige år, medens kassereren, sekretæren og bestyrelsesmedlemmer med numrene 1, 3 og 5 er på valg i ulige år. Suppleanterne er på valg hver år.
Valgbare til bestyrelsen er medlemmer, der er fyldt 17 år og har stemmeret, jf. § 9.

§ 14 Regnskab
Foreningens regnskabsår er kalenderåret. Bestyrelsen skal inden den 1. februar afgive årsrapport for det foregående år til revisoren. Årsrapporten forelægges den ordinære generalforsamling til godkendelse og skal være forsynet med revisorens påtegning og underskrift. 

§ 15 Revision
På den ordinære generalforsamling vælges for et år ad gangen en revisor. Revisoren skal hvert år i februar gennemgå årsrapporten og påse, at beholdningerne er til stede.

Revisionsformen er regnskabsmæssig revision, og årsrapporten forsynes med en påtegning. Revisoren har til enhver tid adgang til at efterse regnskab og beholdninger.

§ 16 Tegning og hæftelse
Foreningen tegnes af formanden. Ved økonomiske dispositioner over 5.000 kr. kræves der underskrift af formand og kasserer i forening. Såfremt kassereren ikke er disponibel, kræver det godkendelse fra minimum to af de øvrige bestyrelsesmedlemmer. Køb, salg eller pantsætning af fast ejendom skal godkendes af generalforsamlingen. Ligeledes skal låneoptagelse på mere end 1 kr. godkendes af generalforsamlingen.

Der påhviler ikke foreningens medlemmer nogen personlig hæftelse for de forpligtelser, som påhviler foreningen.

§ 17 Vedtægtsændringer
Ændring af vedtægterne kan ske på enhver generalforsamling, når mindst to tredjedele af de afgivne stemmer er for forslaget.

§ 18 Opløsning
Bestemmelse om foreningens opløsning kan kun tages på en, i dette øjemed særligt indkaldt, ekstraordinær generalforsamling. For at denne er beslutningsdygtig kræves, at mindst to tredjedele af foreningens stemmeberettigede medlemmer er til stede.

For at forslaget kan vedtages, kræves, at mindst tre fjerdedele af de afgivne stemmer er for forslaget. Opnås et sådant flertal på en generalforsamling, der ikke er beslutningsdygtig, indkaldes til en ny generalforsamling, hvor beslutning kan træffes med ovennævnte stemmeflerhed, uanset hvilket antal stemmeberettigede medlemmer der er til stede.

På generalforsamlingen skal samtidig træffes bestemmelse om, hvilke almennyttige/almenvelgørende formål, foreningens formue, herunder eventuel fast ejendom og løsøre, skal tilgå.

 

Luk